Nye krav og større frihed på læreruddannelsen

Pressemeddelelse udsendt 18/2-2013

Den nye læreruddannelse er på plads. Fremover bliver optagelseskravene skærpet og ensrettet over hele landet. Samtidig indføres der kompetencemål, som sikrer højere faglighed, så de studerende bliver bedre klædt på til virkeligheden som lærer.

Nye og skærpede adgangskrav træder nu i kraft på den danske læreruddannelse. Fremover kræves der et karaktergennemsnit på 7 på den nye karakterskala, hvis de studerende skal optages på kvote 1. Samtidig skal kvote 2-ansøgerne til en intensiv optagelsessamtale, hvor deres egnethed som lærer bliver vurderet ved bl.a. at undersøge deres motivation, etik og analytiske formåen. De nye adgangskrav skal være med til at mindske frafaldet, højne fagligheden og gøre uddannelsen mere attraktiv.

– Optagelsessamtalen er en radikal ændring i forhold til tidligere, hvor der var frit optag på flere af uddannelsesstederne. Hvis ikke man klarer sig godt til samtalen, så kommer man ikke ind – uanset hvor i landet man søger ind på læreruddannelsen. På den måde er de skærpede adgangskrav med til at give et fælles fundament for alle læreruddannelser i Danmark. Det er en gevinst for fagligheden og dermed professionen som helhed, siger Tove Hvid, dekan på Professionshøjskolen UCC i København og formand for den nationale styregruppe for udvikling af Ny Læreruddannelse.

Mulighed for forskellige profiler
De ensrettede adgangskrav betyder dog ikke, at indholdet i læreruddannelsen bliver ensartet over hele landet. Tværtimod. Det enkelte uddannelsessted får langt større frihed til at bestemme indholdet i uddannelsen end før, hvor uddannelsen var detailstyret fra centralt hold. Fremover styres uddannelsen gennem kompetencemål, som det kendes fra mange andre videregående uddannelser.

– Uddannelsesstederne får friere rammer til at tilrettelægge og oprette moduler, så længe de studerende bare når de givne kompetencemål. Dermed får uddannelsesstederne mulighed for at udvikle særlige profiler fx inden for musik, idræt eller lærerens grundfaglighed og områder som mobning eller inklusion. Det kan blive en fordel for de mindre uddannelsessteder, fordi de derved får bedre mulighed for at profilere sig og dermed bedre vilkår for at tiltrække studerende fra hele landet, siger Tove Hvid og fortsætter:

– Læreruddannelsen har måske været den mest regulerede uddannelse i Danmark. Nu er den blevet sat fri. Det betyder, at de studerende fremover kan tegne deres egen lærerprofil. De kan sammensætte fagkombinationer efter ønske, inklusiv moduler fra andre professionshøjskoler, universiteter eller uddannelsessteder i udlandet. Den slags kunne ikke lade sig gøre tidligere.

Kvalitetskrav til praktikken
De nye kompetencemål opsætter mål for de enkelte undervisningsfag, for lærernes grundfaglighed og for praktikken. Målet er at klæde de studerende bedre på til virkeligheden og styrke det teoretiske vidensgrundlag med mere praksisrelevant og evidensbaseret viden. Derfor er det bl.a. et delmål, at der kommer flere undervisere med en ph.d.-grad på læreruddannelsen.

De nye mål og krav til praktikken – der udfoldes i partnerskab med Kommunernes Landsforening – skal sikre alle studerende et fælles fundament. Den nye læreruddannelse, der allerede nu er åben for optag, er resultatet af den reform af læreruddannelsen, der blev vedtaget af regeringen samt Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i juni 2012.

Om de nye optagelseskrav til læreruddannelsen

  • Sidste år var der frit optag på 14 af de 17 læreruddannelser
  • Fra i år kræver adgang via kvote 1 et karaktergennemsnit på 7 efter den nye skala
  • For at komme ind via kvote 2 skal man igennem en optagelsessamtale
  • Optagelsessamtalerne afvikles i april over hele landet
  • Reglerne er ens for alle landets læreruddannelser
  • Ansøgningsfristen til kvote 2 er 15. marts 2013

Om læreruddannelsen
Læreruddannelsen har siden 2008 været en del af professionshøjskolerne, der udbyder størstedelen af de mellemlange uddannelser i Danmark som fx sygeplejerske, fysioterapeut, pædagog og ingeniør. Den 4-årige læreruddannelse er en af Danmarks mest populære uddannelser med cirka 3.500 optagne hvert år. Dertil kommer optaget til merit- og netlæreruddannelsen. Man kan læse til lærer på i alt 17 uddannelsessteder fordelt over hele landet.

Se aftaletekst om reform af læreruddannelsen her: http://fivu.dk/lovstof/politiske-aftaler/reform-af-laereruddannelsen

Kontaktinfo
David Erichsen
Kommunikationschef for Professionshøjskolernes Rektorkollegium
Tlf.: +45 3140 9985
Mail: de@uc-dk.dk

Tove Hvid
Dekan på Professionshøjskolen UCC, formand for den nationale styregruppe for udvikling af Ny Læreruddannelse
Tlf.: +45 4189 7483
Mail: thp@ucc.dk