Optagelsessamtalen

 

Hvem skal til optagelsessamtale?
Alle, som har under 7 i gennemsnit fra den adgangsgivende eksamen (inklusiv evt. bonus for tidlig studiestart og flere fag på A-niveau) – eller som endnu ikke er sikker på at få et gennemsnit på 7 eller derover – skal søge ind via kvote 2 og efterfølgende til en optagelsessamtale.

Se mere om dit karaktergennemsnit her

Hvorfor er der nu optagelsessamtale til læreruddannelsen?
Fordi læreruddannelsen går efter motiverede og dygtige ansøgere.

Hvornår er der optagelsessamtaler?
Optagelsessamtalerne afvikles i foråret. Ansøgningsfristen for at søge ind på læreruddannelsen via kvote 2 er 15. marts, og samtalerne finder sted i månederne herefter. Du kan dog søge ind på læreruddannelsen via kvote 1 frem til den 5. juli. Vær opmærksom på, at det kræver et gennemsnit på minimum 7 (inklusiv evt. bonus for tidlig studiestart og flere fag på A-niveau) for at være optagelsesberettiget til læreruddannelsen via kvote 1.

Hvor foregår optagelsessamtalerne?
Det er muligt at gå til optagelsessamtale flere forskellige steder i landet. Når du logger ind på bookingsystemet via det unikke link, du får tilsendt, får du en oversigt over alle samtalestederne.

Her kan du læse mere om, hvordan optagelsessamtalen kommer til at foregå

Hvornår får jeg besked, om jeg er kommet ind?
Optagelsesberettigede får besked i slutningen af juli. Det gælder, uanset om du har søgt ind via kvote 1, eller om du har søgt via kvote 2 og har været til optagelsessamtale.

Har du været til optagelsessamtale og opnået en samlet score på under 30, er du ikke optagelsesberettiget, og så vil du umiddelbart efter samtalen få besked fra det uddannelsessted, hvor samtalen fandt sted.

Du kan læse mere om beregning af din score her

Hvor mange gange kan jeg komme til optagelsessamtale?
Du kan kun gå til optagelsessamtale én gang pr ordinær ansøgningsrunde (sommer- og vinter-optag). Du vælger selv, hvor i landet du vil til samtale, men resultatet af optagelsessamtalen gælder til alle uddannelsessteder.

Hvem kan jeg kontakte, hvis jeg har specifikke spørgsmål om optagelsessamtalen?
Hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her på siden, er du meget velkommen til at kontakte det uddannelsessted, hvor du ønsker at søge ind.